Integrationsservice til kommunerne

Integrationsministeriet

13/05-2005

Integrationsministeriet opretter nu et konsulentteam – Integrationsservice – der i de næste to år skal hjælpe kommunerne med integrationsarbejdet. Integrationsservice skal formidle gode erfaringer eller best-practices, som det også hedder, fra kommuner, virksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner, boligområder og foreninger mv. især inden for uddannelse og beskæftigelse.

Integrationsservice består af fire konsulenter, der alle er praktikere med arbejdserfaring fra kommuner og kommunale institutioner. Konsulenterne samarbejder med seks konsulenter fra Integrationsministeriets 'Brug for alle unge'-kampagne, og Integrationsservice kan derfor tilbyde landets kommuner rådgivning og vejledning om stort set alt.

Integrationsministeren har i dag sendt breve til 33 udvalgte kommuner for at tilbyde denne service, og kommunerne vil derefter i de kommende uger blive kontaktet for at få et forberedende møde om et muligt samarbejde i stand.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj:

'Der er efterhånden udgivet et hav af pjecer, gennemført et utal af forsøgsprojekter, og nu er det tid til at drage læren og få de gode erfaringer bredt ud til alle kommuner, der vil gøre noget for integrationen. Det er uhyggeligt, så mange ressourcer – både menneskelige og økonomiske – der i dag bliver spildt, fordi mange indvandrere, flygtninge og deres børn ikke er i arbejde eller uddannelse. Nu rækker vi en hjælpende hånd ud til kommunerne, og de fire integrationskonsulenter er så kompetente og vidende, at der helt sikkert vil være noget, kommunerne kan få ud af et samarbejde.'

Integrationsminister Rikke Hvilshøj og de fire integrationskonsulenter vil i juni desuden invitere alle landets kommunale ledere til tre konferencer om integration, der skal foregå i Århus, Odense og København i september 2005. Forvaltningsdirektører, arbejdsmarkedschefer, socialchefer, skolechefer, kultur- og fritidschefer mv. bliver inviteret, og håbet er, at 4-500 deltager i konferencerne.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj:

'Det er vigtigt at tale med borgmestre, men jeg ved fra min egen tid i en kommunalbestyrelse, at det næste lag er ligeså vigtigt. Nu gør vi en målrettet indsats for hele den del af forvaltningen, der har med integration at gøre. Udover konferencerne er det desuden mit mål at have besøgt mindst 40 kommuner inden årets udgang. Jeg skal jo også sørge for, at de kommunale politikere ikke glemmer integrationen i strukturreformen.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site